Pressestøbning

Pressestøbning

Pressestøbning – proces

Pressestøbning er et princip, hvor termohærdende plastmateriale anvendes,
istedet for som sprøjtestøbning, et termoplastisk materiale.

Af de synlige termohærdende dele i de danske hjem, er Margrethe skålen og grydeskeer fra rosti og toiletsæder fra pressalit, samt den lidt kantede grå postkasse i plast, som man stadig ser rundt i de danske villakvarterer.

Pressestøbning er den ældst kendte plastforarbejdningsproces og har i tidens løb været anvendt til forarbejdning af termoplast, hærdeplast, elastomerer og kompositer.

I dag benyttes pressestøbning i Danmark fortrinsvis til hærdeplastmaterialer. De hyppigst anvendte hærdeplasttyper er phenolplast (Bakelit) og carbamid- og melaminplast.

Pressestøbning af hærdeplast udføres ved, at forpolymeriseret men hærdeligt pressepulver anbringes i et åbent opvarmet formværktøj, hvorefter værktøjsdelene presses sammen og opvarmes.

Under opvarmningen ændres råplastens konsistens som hos en amorf termoplast, idet præpolymerens sekundære bindinger bliver svagere og svagere. Konsistensen går fra at være fast til at blive mere og mere elastisk for til sidst at blive forholdsvist letflydende.

Da hærdereaktionen med tværbinding mellem polymerkæderne også starter, er det vigtigt at formgivningen finder sted hurtigt, mens flydeegenskaberne er gode, idet viskositeten hurtigt stiger.

Når hærdningen er tilstrækkeligt fremskreden, og plastens konsistens igen er blevet helt fast på grund af den etablerede netstruktur, kan emnet tages ud af formen eventuelt uden forudgående afkøling for at minimere cyklustiden.

Hærdning af phenol-, carbamid- og melaminplast er en kondensationsproces, idet der fraspaltes vand i forbindelse med polymerisationen.

Det dannede vand, der fordamper på grund af den høje procestemperatur, skal have mulighed for at forsvinde, samtidigt med at trykket i formen skal være tilstrækkeligt højt til, at det støbte plastmateriale bliver fuldstændigt kompakt og med en glat overflade uden porer.

Det dannede vand og diverse gasser vil ved en udluftning forsvinde fra formen ved diffus afdampning gennem formsamlingerne og videre væk med udsugningsluften.

Fordelen ved pressestøbning er, at problemerne med svind og formændringer mindre end ved sprøjtestøbning. Emnet kan derfor udformes med meget varierende godstykkelse.

Ulemperne knytter sig som ved sprøjtestøbning til værktøjskonstruktionen. Hertil kommer, at det færdige emne ofte skal efterbearbejdes for støbegrater, fordi plastmaterialet flyder ud i værktøjets samlinger under sammenpresningen.

Cyklustiden er også længere end for sprøjtestøbning og påvirker således kostprisen ugunstigt.